Derfor fotografere jeg

September 17, 2014  •  1 Comment

Nogle gange, når man gerne vil lære noget nyt, er det en god ide, at stille et spørgsmål. Hvorfor fotografere jeg? Det er et fint spørgsmål, som ikke handler om, at jeg skal overbevise mig selv, men om det er det her jeg vil, for det er det. Det er et spørgsmål, der skal afdække, hvad ved fotografering det egentlig er, der har fascineret mig så meget. 

NOTE: Hvis du kun er interesseret i svaret, så scroll ned til sidste afsnit. Hvis du gerne vil læse en god historie så starter den her.

Det hele startede for en del år siden efterhånden. Min kæreste Carina og jeg havde, i julegave, fået et digital kamera, af mærket Canon. Det var egentlig Carina der havde ønsket sig det, for det sagde mig egentlig ikke så meget med sådan et kamera. Jeg syntes egentlig ikke jeg som sådan havde behov for, at gå rundt og tage billeder af alverdens ting. Tiden gik og Carina og jeg var begyndt, at tage billeder når vi havde gæster eller når vi selv var gæster. Kameraet var indstillet på AUTO, så det var bare om at trykke på knappen. Efter noget tid blev jeg nysgerrig efter, hvilke muligheder der var for, at indstille kameraet anderledes. Der var noget der hed portræt-mode, landskabs-mode, sports-mode og makro-mode. Jeg kunne godt sådan nogenlunde regne ud, hvad portræt-, landskabs- og sports-mode gik ud på, men hvad var det for noget med makro?

Jeg begyndte at lege med makro-mode og fandt frem til, at når dét var slået til, så kunne man zoome ind og få meget skarpe billeder af selv de mindste ting. Jeg startede med at fotografere spidsen af kuglepennen, der lå på bordet, krummen på tallerkenen, knapperne på fjernbetjeningen osv.

Til min lillebror Tobias' konfirmation, var min fætter Sebastian hyret som fotograf. Han havde et stort flot Spejlrefleks-kamera vist nok af mærket Sony. Sebastian tog billeder som en proff og havde endda en ekstra blitz oven på kameraet. Lidt interesseret, begyndte jeg at spørge ind til hans kamera og viste ham vores, som virkede ret lille nu, hvor det lå ved siden af hans. Jeg viste ham makro funktionen på digitalkameraet og zoomede helt ind på en lille bitte tynd pind med et flag på. Det var enden af pinden jeg var interesseret i, at få fokus på, ikke flaget. Jeg viste billedet til Sebastian og han var faktisk imponeret. Nu var det ikke nogen stor skærm, der var på digitalkameraet, men enden af pinden, hvor man iøvrigt kunne se træets struktur og ujævnheder, fyldte faktisk godt 1/3 af skærmen og det så knivskarpt ud.

Sebastian måtte prøve at efterligne mit billede med hans spejlrefleks kamera, men han kunne slet ikke komme lige så tæt på som jeg kunne. Idag ved jeg, at det har noget med linsens nærgrænse at gøre, den minimum afstand der skal være mellem kamera og objekt, for at kameraet kan fokusere. Det er objektivet, der bestemmer nærgrænsen og den svinger fra ca. 25 cm på vidvinkel til 2 meter på tele objektiver. Digitalkameraet havde en nærgrænse på et par centimeter. Det viste sig dog bagefter, at man på spejlrefleks kameraet efterfølgende kunne zoome på skærmen og komme lige så tæt på med et bedre og mere skarpt billede og så var jeg solgt.

Jeg havde bestemt mig for, at jeg måtte have fingrene i sådan et spejlrefleks kamera og jeg gik igang med, at undersøge markedet. Ingen penge havde jeg nok af, så det satte sine begrænsninger i forhold til mit kamera budget. Mit valg faldt på et Canon EOS 1000D, med et 18-55 mm. objektiv til.  Inden jeg havde set mig om, havde jeg brugt over 3000,- på et kamera. WOW. 

Jeg var nu den nye mesterfotograf.... Troede jeg... For med digitalkameraet, havde jeg taget gode billeder, der var skarpe og flotte at se på, så med et nyt og bedre kamera, måtte jeg da kunne lave flottere billeder. Men men men med det nye dyre spejlrefleks kamera, tog jeg i bedste fald dårlige billeder. Virkelig... De var slet ikke gode og jeg kunne slet ikke forstå det. Nu havde jeg jo et bedre kamera, så hvorfor tog jeg ikke bedre billeder? 

Jeg begyndte at søge internettet tyndt efter materiale, der kunne gøre mig klogere. Foto-forumer, blogs, og hjemmesider blev endevendt og den ubarmhjertige sandhed begyndte, at gå op for mig. Jeg ville aldrig komme til, at tage gode billeder igen... Nej det passer ikke. :) Jeg havde bare købt et kamera, der fungerede på en helt anderledes måde end digitalkameraet. Jeg vil ikke gå i detaljer, med alt det tekniske (for jeg ved ikke nok om det :-) Det er magi...), men et digitalkamera gør alt arbejdet for en. Det eneste man selv skal gøre er, at trykke på udløser-knappen og Wupti, så har man et billede. Med et spejlrefleks kamera, skal man for det første kigge igennem søgeren, (det lille kig-hul øverst på kameraet), og ikke på LCD skærmen på bagsiden. Dernæst skal man finde fokus ved hjælp af en række fokuspunkter og her er det ikke uden betydning, hvilket fokuspunkt der er aktiveret. Det var heller ingen billedstabilisering i mit nye dyre kamera. ØV

Øvelse gør mester
Op på hesten igen og øv dig... Sådan sagde Carina til mig, så det gjorde jeg. Jeg begyndte at tage kameraet med ud, sammen med kattene Spike og Chester. De var nogle gode modeller, der gjorde at jeg rigtig kunne øve mig. De kunne både sidde stille, men også gå og løbe, hvilket gjorde, at jeg fik øvet mig på flere punkter. Jeg begyndte, at få anstændige billeder ud af kameraet og jeg begyndte, at forstå noget af teknikken bag. Yes man... tænkte jeg. Nu var det begyndt at lykkedes for mig. Glæden var stor og motivationen endnu større. Jeg havde efterhånden lært mit kamera at kende. Tiden var kommet til, at opgradere. Nyt kamera igen? Nej nej, men et nyt objektiv, et makro-objektiv..

Sådan et makro-objektiv, er lavet specielt til, at tage makrobilleder/nærbilleder. Det har altså en kort nærgrænse, så man kan komme tæt på motivet. Bum bum bum. sådan et makro-objektiv koster altså over 7000,- (det er så også et af canon's professionelle objektiver, med den røde ring. Et såkaldt "L-objektiv") Hvordan kunne det være så meget dyrere end kameraet? Jeg talte med Mattias fra Japan Photo i Hjørring og han fortalte mig, at det typisk var sådan, at det var objektiverne man beholdte og selve kamerahuset man skiftede ud. Så der var ikke noget forgjort i, at købe et dyrt objektiv til et knap så dyrt kamera. (lagde du mærke til, hvordan mit kamera pludselig gik fra at være dyrt til, knap så dyrt). 
Nå men jeg fik bestilt objektivet og ventede spændt på, at det kom hjem til butikken, hvor jeg skulle prøve det for første gang. Og gæt lige hvad... Jeg tog igen dårlige billeder. Jeg blev vildt frustreret igen og måtte endnu engang til, at søge internettet tyndt for viden om makrofotografering, men med lidt øvelse fik jeg tag på det. Det handler simpelthen om, at man skal kende sit grej. At fotografere med spejlrefleks er altså lagt fra, "bare at trykke på knappen".

Nå, men en helt ny verden åbnede sig nu for mig, for jeg kunne da ikke stoppe nu. Nu havde jeg allerede investeret mere end 10.000,- i min hobby. Der gik ikke længe før jeg igen var på udkig efter nyt grej. Denne gang ville jeg skifte mit kamerahus ud. Jeg havde fundet mig et der passede til mit behov og jeg bestilte det hos Mattias. Valget var faldet på et Canon EOS 7D, som er et semi-professionelt kamera. Nu havde jeg altså brugt mere end 20.000,- ialt på min hobby. Dyrt tænker nogen, men er det ikke sådan med så mange hobbyer? 

Jeg var nu begyndt, at blive spurgt om jeg ikke kunne fotografere, når vi var inviteret til noget og jeg var sågar blevet hyret til, at fotografere til en kollegas datters konfirmation. Hmm.. Jeg kunne tjene penge på min hobby... Hvor mange kan lige det? Nå, men når jeg nu tog penge for, at fotografere måtte jeg hellere øve mig lidt, så jeg kunne levere nogle flotte billeder. Jeg lagde mange kræfter i at øve mig og Carina stod model for mig flere gange. Jeg blev mere og mere bekendt med det nye kamera og jeg vidste jo godt, at det var et must, at jeg kendte mit grej.

Dagen for Karolines konfirmationen kom. Jeg mødte op ved kirken i god tid og ventede spændt på, at de var færdige i kirken. Selve fotograferingen foregik i området bag kirken, som lå tæt på stranden i Sæby. Vi tog en del forskellige billeder på forskellige steder, hvorefter vi gik hver til sit. Hjemme igen ventede jeg spændt på, at få overført billederne fra kameraet til computeren. 

Jeg havde forlængst købt et program,( Lightroom), til at redigere billederne i. Det er et program, som langt de fleste professionelle bruger. Jeg redigerede og redigerede og redigerede lidt mere. Endelig var jeg tilfreds med resultatet og jeg kunne levere billederne til Karoline og hendes mor. De blev rigtig glade for billederne og det gjorde mig rigtig stolt. Jeg har aldrig været en ørn til fodbold, eller anden sport for den sags skyld, men her var altså noget jeg kunne finde ud af. 

Det havde givet mig blod på tanden og jeg begyndte, at fortælle folk, at jeg godt kunne hyres:) Carina havde fortalt om min hobby på hendes arbejde. Så en dag, da en af hendes kollegaer skulle giftes, blev jeg spurgt om jeg ville være deres fotograf på dagen. Wow... Det ville jeg gerne. Mit første bryllup... Det var en rigtig fed oplevelse og jeg tog mange billeder. Rigtig mange faktisk. I løbet af hele dagen tog jeg over 1000 billeder.Så det var noget af et sorterings arbejde der startede dagen efter. Jeg redigerede mange billeder og brudeparret var tilfredse:) "Yes man" tænkte jeg. Dèt med at fotografere til et bryllup, var faktisk skide sjovt og udfordrende på samme tid. Det ville jeg gerne prøve igen. Jeg begyndte at reklamere på facebook og der gik ikke længe før jeg blev kontaktet af et brudepar, der gerne ville hyre mig. Jeg holdt et møde med dem, hvor vi aftalte hvordan og hvorledes. En måned senere fotograferede jeg til mit andet bryllup. Jeg var helt oven på.

Men hvad var det der gjorde, at jeg var helt oven på?
Det har jeg tænkt lidt over og jeg er kommet frem til, at det består af to dele. Det kick jeg får ud af, at skabe noget flot med mit kamera og så den glæde jeg oplever hos de folk jeg fotograferer. Som fotograf får jeg lov, at komme helt ind på livet af de mennesker jeg fotografere. Jeg lære dem, at kende og de lære mig, at kende. Der er tillid imellem os. Deres smil og deres latter, sammen med min glæde og begejstring ved at fotografere, er dèt der gør, at jeg bliver ved. Jeg vokser en halv meter hver gang jeg levere et produkt, som folk bliver glade for. En anerkendelse af, at det jeg laver rent faktisk glæder andre. Det er det hele værd for mig. Jeg har efterhånden spyttet over 30.000,- i min hobby og der er ingen der ved om det nogensinde bliver tjent hjem igen, men skidt også med det. For jeg elsker at fotografere og jeg elsker, at gøre folk glade, så derfor fotografere jeg :) 

 


Comments

Robert Jensen(non-registered)
Vi var så heldige at have Morten og Carina som fotografer til vores bryllup. Det var en kæmpe stor dag for os. Vi var lidt spændte begge to men Morten var utrolig dygtig til at få os til at slappe af og nyde det. Jeg vil til hver en tid anbefale Morten som fotograf og jeg vil med sikkerhed kontakte ham næste gang vi mangler en dygtig fotograf.
No comments posted.
Loading...

Archive
January February March April May June July August September (2) October November (2) December
January (1) February March (2) April (2) May June (1) July August (1) September (2) October November December
January February (1) March April May June July August September October November December
January (1) February (1) March April May June July August September (1) October November December
January February March (1) April May June July August September (1) October November December