Bryllupsfotografering:

Forberedelse inden brylluppet

Tan-lines
Vær opmærksom på ”tan-lines”. Hvis brudekjolen er stropløs, eller stropperne sidder atypisk, er det en god ide, en måneds tid i forvejen, at ”fjerne/skjule” stropperne på toppe m.m. mens du er udendørs, så solen lige så stille, kan udjævne farveforskellen.

Make-Up og hår
Vær omhyggelig med at lægge din makeup. Jo bedre din makeup er lagt, jo mindre skal der redigeres efterfølgende. Det samme gælder for håret. Vær sikker på at håret sidder solidt, så det kan holde hele dagen.

Rekvisitter
Hvis I har lyst til, at vi også lave nogle sjove/skøre billeder, kan I med fordel lave eller købe rekvisitter, såsom et hjemmelavet skilt, med en sjov tekst, en tom billedramme, som I kan sætte op foran jer, så det ligner, at I er inde i rammen. Det er kun fantasien der sætter grænser her.

Underholdning
Da photoshootet ofte foregår mellem kirken og festen, er det en god ide, at sørge for noget underholdning til gæsterne, mens de venter på, at I kommer tilbage fra shootet. For at vi kan nå, at få mange gode skud i kassen, skal vi som minimum afsætte en hel time (gerne 1,5) til fotografering, ekskl. Transport. Det kan for gæsterne godt virke som lang tid.

Tovholder/hjælper
Hvis der skal laves gruppebilleder, vil det være en god ide med en tovholder. Altså en af jeres gæster, som får til opgave, at holde styr på tropperne, til gruppefotos. En der kender alle, og ved hvem der høre til hvor.

Ligeledes er det en god ide, at bruden har en hjælper med til fotograferingen, i tilfælde af, at der skal rettes lidt i makeuppen, håret eller andet.


Photoshoot

Tjek hinanden
Selvom fotografen og evt. assistent, vil holde øje med, om håret og tøjet m.m. sidder som det skal mellem hvert skud, bør I lige ”tjekke” hinanden også. Flere øjne ser mere.

Onkel Bob
Nu ved jeg jo ikke, om der er en Onkel Bob i jeres familie. Hvis der er, kalder vi ham bare noget andet.
I dag har stort set alle, et mobil-, kompakt- eller DSLR-kamera og det vil betyde, at langt de fleste gerne vil tage deres egne billeder, af Jer som nygifte. Det skal der også være plads til, men gør jer selv den tjeneste, at bede jeres gæster om, at vente til Jeres hyrede fotograf, er færdig med de officielle billeder. Det er især vigtigt, under selve photoshootet, at fotografen har jeres fulde opmærksomhed.
Husk at minde jeres gæster om, at de skal opleve jeres store dag gennem øjnene og ikke via LCD skærmen på deres mobil.

Poséring
Selvom I ser godt ud i forvejen, er det min vigtigste opgave, som fotograf, at få jer til at se endnu bedre ud.
Øv jer gerne på at posere, så det virker mere naturligt for jer på selve dagen.
Jeg vil vise jer 4 grundposeringer, som vi kan arbejde ud fra: V’et – Åben – Lukket – ”stack” hvor den ene er bag den anden.